dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Statsligt it-udbud var ulovligt

Klagenævnet for Udbud giver firma medhold i, at der var urent trav i forbindelse med udbud fra Moderniseringsstyrelsen til cirka 300 mio. kr.
11. JUL 2016 7.29

Moderniseringsstyrelsen, der hører under Finansministeriet, begik ulovligheder i forbindelse med et offentligt udbud af en it-opgave til en samlet værdi på mellem 240 og 320 mio. kr. Det fastslår Klagenævnet for Udbud i en ny kendelse, skriver Jyllands-Posten.

Moderniseringsstyrelsen sendte i juni 2015 en toårig rammeaftale vedrørende 'servere, tilhørende storageløsninger, tilbehør og tilknyttede tjenesteydelser' på vegne af hele staten i udbud. Den har betydning for cirka 180.000 ansatte i staten.

Af de otte virksomheder, som bød sig til, blev seks prækvalificeret til at komme med et bud på opgaven. Moderniseringsstyrelsen valgte Dell, Hewlett-Packard og Lenovo Danmark som vindere. Firmaet Motus havde også sendt et tilbud. Men Moderniseringsstyrelsen tog slet ikke tilbuddet i betragtning, da vinderen skulle findes.

Uigennemsigtigt
Motus klagede til Klagenævnet for Udbud over urent trav. Klagenævnet har givet firmaet ret og annulleret beslutningen fra januar om at tildele Dell, Hewlett-Packard og Lenovo Danmark opgaven.

- Moderniseringsstyrelsen har handlet i strid med principperne om ligebehandling og gennemsigtighed (...) ved at fastsætte og håndhæve ulovlige udbudsbetingelser og ved ikke i udbudsbekendtgørelsen at have givet tilstrækkelige oplysninger om de produkter, der skulle leveres, lyder klagenævnets begrundelse ifølge Jyllands-Posten.

Hvilke konsekvenser sagen får, herunder om serveropgaven skal sendes i et nyt udbud, vil Moderniseringsstyrelsen ikke udtale sig om. I en e-mail til Jyllands-Posten skriver styrelsen, at man tager kendelsen til efterretning.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.